Fakta-Finlandia til Elina Lappalainen

Helsingin Sanomats tidl. chefredaktør, Janne Virkkunen, udså i går (22.11.2012) årets Fakta-Finlandia, en bogpris på 30.000 EUR til finsk faglitteratur, til den 28-årige journalist og forfatter Elina Lappalainen for debutbogen Syötäväksi kasvatetut – miten ruokasi eli elämänsä (frit oversat Opdrættet til fortæring – hvordan din mad levede sit liv).  Elina Lappalainen er dermed den hidtil yngste forfatter, som tildeles prisen. Bogen er ifølge prismotiveringen en fin beskrivelse af kødets vej fra fødsel til fødevarehylderne og prises for sin objektivitet.

Tidligere i år tildeltes bogen i øvrigt på Helsingfors Bogmesse tidsskriftet Kanavas hæderspris for fagbøger på 10.000 EUR, som uddeltes for første gang af tidsskriftet og bogstiftelsen Otavan kirjasäätiö.

Til daglig arbejder Lappalainen som journalist ved Nordens største erhvervsugeblad, Talouselämä, hvor hun følger vækstforetagender og teknologiske emner. Hun er uddannet i journalistik ved Jyväskylä Universitet og har tidligere været ansat ved bl.a. dagbladene Savon Sanomat, Keskisuomalainen og Helsingin Sanomat.

Ved prisuddelingen sagde Elina Lappalainen bl.a. i et interview til Talouselämä: ”Hvis forbrugerne i Danmark også har mulighed for at vælge frilandsgrise, hvornår produceres der så tilsvarende varer til de finske forbrugere? Bogen præsenterer kontrollerede velfærdsmærker, som skulle garantere dyrene bedre forhold end dyrebeskyttelseslovens minimale niveau. Ligesom med hønseæggene, kunne forbrugeren vælge mellem tremmesvin, frilandssvin eller økologiske svin”.

I Finland slagtes der årligt omkring 55 mio. kyllinger, 2,3 mio. svin og over 260.000 køer. For fjerkræ og slagtekvæg kan der bogstaveligt talt være langt fra stald til slagteri, nemlig helt op til 725 km, hvorefter der kan være 4-500 km transport for de vakuumpakkede pakker med hakket oksekød. Og det tilsvarende er næsten gældende for malkemælken til kartonen på morgenbordet.

Debutbogen Syötäväksi kasvatetut – miten ruokasi eli elämänsä er endnu kun udgivet på finsk, men læs HBL-journalistens, Anne Back, kritik her: http://hbl.fi/kultur/recension/2012-11-22/bokrecension-sega-sanningar-om-biffen-och-kotletten