Juleforberedelser

I dag er det i hvert fald her i landet sidste frist for at sende sine julekort indenlands. Men de kan jo nås endnu som e-julekort i stedet for.

Nu til morgen er den årlige ”Operation Snefnug” ligeledes sat i gang af frivillige, der kører med autohjælp for Finlands Automobilforening. Landets bilister er jo ikke privilegeret med et Falck-abonnement sådan som i Danmark. Og der er ofte brug for deres indsats, da der altid er julebilister, som af en eller anden grund løber tør for benzin eller på anden måde får problemer med køretøjet.

Netop i dag ved 12-tiden påregnes årets juletrafik at sætte i gang, men kødannelserne bliver næppe så slemme, da trafikken sikkert spredes ret jævnt over flere dage.

Det er også sæson for de levende julelys, så husk, at levende lys aldrig må efterlades uden opsyn! Her i landet har der allerede været hele 40 brande af den grund, bl.a. brændte en hel villa her i Kajanaland ned, mens 5 personer og 2 hunde lige med nød og næppe nåede ud til trods for, at røgalarmen ikke var startet, da de levende lys stod udendørs. Sidste år var der hele 70 brande som følge af julelys og -dekorationer.

Prognosen for julevejret lyder, at det bliver frost i hele landet med -1 – -3 grader i det sydlige og -10 – -20 grader i Lapland, og inden da skulle der i hvert fald her i Kajanaland falde sne, så den hvide jul skulle være sikret som en af de 99,3 % sikre. Men hvid jul er ikke længere en selvfølge her på vore breddegrader – det sørger klimaændringerne for.

Nu hvor juleanden lige er landet for 20 minutter siden, var det måske på sin plads at vise dem frem via dette link på side 40 og et par sider frem. Men der er også andet godt om mad fra det øvrige Norden, inklusive Finland. Læs selv her, men spar på papiret, hvis der skal skrive noget af det hele ud – der er nemlig 68 sider, og de kan sagtens læses fra en pc-skærm, hvis ellers linket lige kopieres over i en netlæser (eller som det partout skal hedde ’en browser’ på rigsdansk):

http://www.spisbare.net/_root/_download/kost/spisbare/200804_spisbare.pdf

Torben