Fortalt af Heikki Törmälehto, oversat af Torben Axelsen.
I Finland er ideen med at tage julegranen indendørs og pynte den ganske ung, men trods alt blevet en vigtig tradition for os. Skikken siges at have været kendt helt tilbage i 1500-tallet i Tyskland, hvorfra den er bragt videre af adelen og universitetsstuderende til Sverige. Herfra er skikken, som var blevet mode hos en vis del af eliten, bragt videre til de svensktalende egne langs den finske vestkyst. Først til byerne og snart derefter ud på landet til civiliserede kredse.
Folkeskolen begyndte i 1920’erne at fejre granfester ved afslutningen af efterårslæseplanen, og via skolerne bredte julegranen sig til den bredde befolkning således, at der i 1930’erne næsten i alle hjem blev bragt et juletræ indendørs juleaftensdag. Senere bredte skikken sig endnu videre: Granen hører nu til som dekoration i butikker, kirken, skattekontoret o.m.a. I Lapland, hvor granen ikke kan vokse under de nordligste himmelstrøg, har man i stedet anvendt fyrretræer på samme vis.
Granen (Picea excelsa L.) fremstod oprindeligt som et rent kristent symbol: Granens grønne farve fortæller os om, at Vor Frelser har vundet os i døden, trods mørket midt i det evige liv. Stammen: Gran har én stamme, der står rank og lige i sin vækst op ad: Det er den vej, som vi følger på vor vej til Himmeriget. Granens grene har i Finland længe været anvendt til at give nattely og beskyttelse for folk på længere skovvandringer: Det er nemt at fatte, at julegranens nedadvendte grene giver os et åndeligt bosted og beskyttelse i fastholdelsen af Kristus. Granens modipodiale vækstform viser vejen til korset på Golgata, hvor Jesus led og døde på vore vegne. De utallige små, hårde, grønne nåle er os mennesker, som med Kristus må gennemleve også det pinefulde.
Granen er gennem tiderne blevet dekoreret på forskellig vis:
Stjernetoppen påminder os om stjernen over Betlehem, som fremstår som symbol for Vor Frelsers fødsel. Granens fod, som oprindeligt var et trækors, påminder os om de tilgivelser, som alt godt er baseret på.
Julelysene er vor hedenske arv (bekæmpelse af onde ånder i den mørke 13. måned), men senere også lignelsen om det evige Kristi liv. Gyldne eller forsølvede bånd eller kugler betyder alle de gaver, som de tre vise mænd bragte den nyfødte Frelser, eller som vi mennesker gives af Gud. Samme betydning har de julegaver, vi giver hinanden. De lægges stadigvæk i mange hjem ved træets fod juleaften, hvorfra vi “finder” dem julemorgen.
Samme betydning har også de søde sager og eksotiske frugter, som hænges på træets grene. Brune kager og boller er det himmelske brød, hvor med Gudfader brødføder sin forhungrede forsamling.
Ifølge overleveringer fra vore forfædre skulle man undgå at vække eller fornærme onde ånder under årets mørkeste tid. Derfor skulle madvarer af byg og rug samt kød og ludfisk række ud over begyndelsen af den mørke tid. Særligt vigtigt var det i forhistoriske agrarkulturtider at ofre til guderne: Vi drikker øl til markguden Pekko og rug spiser vi til guden Ägrä, kød og fjerkræ til skovguden Tapio/Stefan samt fersk og tørret fisk til søguderne Ahti og Wellamo. Disse skikke går videre i julelygterne, stråpynten, juleskinken og ludfisken. Juleøllet er på vej tilbage i den finske madkultur. Juletiden skulle indledes med tørret fisk, dvs. ludfisk, og saltede spise, dvs. skinke og saltfisk, for at opnå en god høst i efteråret. Det har været vigtigt, at der var rigeligt mad til hele døgnet under julen, for derved sikredes den gode høst og indkomst i den kommende vækstsæson. De fleste af os kender end ikke grunden til, hvorfor mad og drikke skal række. Hovedsagen er, at den rækker. Og at der er rigeligt med gaver.
Jeg anser det for positivt, at også nutidens finner fejrer julen og husker sin historie og herkomst: Den afholder os ikke fra en glædelig fest og fra at respektere vore hjerter med julens egentlige budskab:
OS ER I DAG EN FRELSER FØDT!
Historien om juletræet er fortalt af højskolelærer Heikki Törmälehto ved Ældre på Højskole i Udlandets to julekurser for danske pensionister på Kainuun Opisto/Kajanalands Højskole i Mieslahti i 1996 og 1997.