Her i landet skal der ikke nogen tivolipark for at lokke russiske turister til i julen. De kommer i stadig større antal – igen i år med en stigning på 15 % eller 50.000 turister i forhold til forrige år.
Og selv om f.eks. Holiday Club i Vuokatti for år tilbage nærmest så ud til helst at ville undgå de russiske turister af hensyn til de finske timeshareejere, så har tingene forandret sig meget. Holiday Club netop et af de steder, der tiltrækker mange russiske juleturister.
De 400.000 russiske juleturister har dog ikke bare fundet Østfinland, men besøger også byerne i den indre del af landet og vest på, f.eks. Åbo. Hverken det nye højhastighedstog Allegro, chartertogene eller charterflyene til Kajaani, Kuopio, Kuusamo, Rovaniemi og Helsingfors er nok til at dække transportbehovet. Mange kommer rigtigt langvejs fra i egen bil. Grænseovergangene langs hele østgrænsen har udvidede åbningstider og ekstra mandskab i hele den russiske juleperiode. Alene ved grænseovergangen i Vaalimaa forventes der ved årsskiftet over 200.000, i Nuijamaa over 170.000 og Imatra 130.000 personer, specielt i dagene 1.-5. januar. Faktisk har Finland haft besøg af 1,2 mio. russere alene frem til oktober i år, og det er flere end antallet af tyskere og svenskere tilsammen.
Den russiske Oktoberjernbaner har haft planer om nye togforbindelser til Nord- og Østfinland til næste år. Nu prøves det med den første natekspres, der afgår fra Petroskoj til Joensuu den 28. december kl. 21:10 og retur fra Joensuu næste morgen kl. 08:00. Endnu er det blot en prøve, da kapaciteten bl.a. ved grænseovergangen er begrænset. Den 400 km lange strækning varer 13 timer på udrejsen og 14 timer 40 minutter på tilbagerejsen. Alligevel er alle 200 pladser i toget for længst udsolgt.
Intet under at det finske konsulat i Skt. Peterborg har udstedt rekordmange visa i år, og 90 % af visaerne er flergangsvisa, så de russiske gæster vender vitterligt tilbage. Faktisk udsteder de finske konsulater i Rusland over 60 % af alle visa til EU. Men det er også værd at bemærke, at 70 % af russerne har aldrig været udenlands.
Og alle deres turistindkøb er såkaldt tax-free shopping. Til hverdag skal man helst vare sig for at stå i kø hos Lidl bag for mange russere, for det tilhørende papirarbejde kan godt sænke farten i kassekøen. Også selv om der hos Lidl er indrettet et særligt glasbur til håndtering af selve formaliteterne med at vise pas og klæbe bæreposerne til. For Østfinland er handelen med de russiske endagsturisters særdeles vigtig, mens også ferieturisterne køber alt muligt med hjem fra kaffe til kaviar og rogn i kilovis og bruger øvrigt en masse lommepenge til selve ferieopholdet, hvor de spiser godt og deltager i mange arrangementer.
Faktisk vrimler det med russiske indkøbsturister her i weekenden op til julen, uanset om det er i den lokale Prisma (Finlands pendant til Obs) eller tilmed hos Alko, hvor de fylder hele varekurven med vin og spiritus. Og de af dem, som skal hjem over grænsen samme dag, får lige som i Lidl deres pas kontrolleret og plastposerne forsejlet og diverse formularer udfyldt med sig, så de kan få refunderet momsen ved grænsen.
I øvrigt er de russiske bilister her i landet nok de eneste, som kunne finde på at standse op ved et almindeligt fodgængerfelt eller stramt overholde fartbegrænsningerne. De vil naturligvis helst både være fri for ulykker og evt. bøder, men har sikkert heller ikke lyst til at sætte deres visum på spil.