Sampo Pankki træder i baggrunden

Det virker næsten utroligt, at Danske Bank først efter flere års forsinkelse eller ej vælger at omlægge bl.a. den finske del af koncernen, så finnerne nu partout skal skifte til Danske Bank.

Allerede da den danske bank købte Sampo Pankki/Sampo Bank af Sampokoncernen havde den manøvre virket logisk, da der længe herskede forvirring om navnet, idet Sampokoncernen fortsat eksisterer som forsikringsselskab i Finland. Dengang var der nok også dem, der benyttede anledningen til at skifte bankforbindelse, fordi banken overgik i udenlandsk eje.

Da banken sidenhen sammenkørte sine it-systemer med den danske moderbank, skabte det en hel del irritation, eftersom nogle mente, at det nye system ikke var nær så fleksibelt som det tidligere med hensyn til hjemmebanken via internettet.

Og der vil nok være de, som nu fremover til hverdag føler, at de decideret påmindes om, at det er en udenlandsk bank med det nye navn, som grammatisk ikke passer ind i finsk sprogbrug. De forlader næppe banken af den grund med det samme; men finner er generelt ret loyale over for indenlandske varer og tjenesteydelser.

Så man kan godt undre sig over, at banken fra den 15.11.2012 officielt hedder hhv. Danske Bank Oyj (finsk) med parallelformerne Danske Bank Abp (svensk) og Danske Bank Plc (engelsk) uden at være kunde i banken, mens det hidtidige navn træder i baggrunden.

I dagens spørgsmål på netsiden spurgte egnsavisen, Kainuun Sanomat, den 17.11.2012 sine læsere: “Sopiiko nimi Danske Bank suomalaisen katukuvaan?” (Egner sig navnet Danske Bank i det finske gadebillede?), hvortil 78% svarede Ei (nej) og 22% Kyllä (ja).