Sneharen også kaldet nordharen Lepus timidus forekommer på Den Fennoskandiske Halvø og Sibirien, men også i isolerede populationer i Alperne og Færøerne, hvorfra den er indført til Irland, Skotland, Wales, og på Hokkaido i Japan.
Den har en kropslængde fra 46 cm til 60 cm, vejer 2-5,5 kg og lever i skove, på tundra, heder og højtliggende græssletter. Om sommeren er den gråbrun og hvid om vinteren med sorte ørespidser. Om vinteren breder bagpoterne sig ud med øget hårdvækst, så de fungerer som snesko, uden at den synker ned i den dybe sne. De selvsamme bagpoter kan bl.a. anvendes som fejekost ved jule- og anden bagning.
Sneharen har rede i klippesprækker, eller udgraver en kort gang. I juni-juli føder hunnen 2-5 unger som allerede efter 10 dage må klare sig selv. Hunnen efterlader ungerne alene i flere timer og vender tilbage for at lade dem dige. Ungerne er lugtfri, hvilket hjælper dem til at overleve i den tilstand. I Finland får den 1-3 kuld, og dermed i alt 3-15 harekillinger årligt.
Sneharens naturlige fjender er ræv, duehøg, kongeørn og hornugle. Desuden jages den, og i Finland skydes der årligt 200.000 sneharer. Den lever af græs, forskellige urter, skud, knopper af pil og birk. For at finde føde om vinteren benytter sneharen sine forpoter til at løsne snedækket. Sneharen kan blive op til 13 år gammel.
I de seneste år har den fået selskab af den europæiske hare, som ellers ikke lever naturligt så langt nord på, bl.a. fordi den ikke kan klare sig om vinteren, hvor den falder ned i den dybe sne og dermed ikke kan løbe fra sine fjender sådan som sneharen, der forresten kan løbe helt op til 60 km i timen. Men som en følge af klimaforandringerne trænger den europæiske hare sig længere og længere nord på, og kan bl.a. ernære sig i bymæssige omgivelser i haver og på kirkegårde samt kompostaffaldspladser.
Sneharen findes ikke i Danmark, men der er fundet DNA-spor af sneharen i nogle få danske harer, da sneharehunner godt kan parre sig med brune harehanner; men ikke omvendt.